Vi lever i en tid, hvor meget handler om at blive mere.
Mere effektive.
Mere bevidste.
Mere succesfulde.
Mere i balance.
Mere af det, vi endnu ikke er.
Selv udvikling kan nogle gange blive endnu et projekt.
Noget, vi skal lykkes med.
Noget, vi skal optimere.
Noget, vi skal nå.
Men noget af det, vi længes efter, findes allerede i os.
Som noget levende.
Noget stille.
Noget, der ikke har forladt os.
Noget, der blot har ventet på at blive hørt.
Mange mennesker kommer til mig, fordi de længes efter mere klarhed.
Mere ro.
Mere retning.
Og tit er det ikke er svarene, der mangler.
Det er pladsen.
Pladsen til at mærke.
Pladsen til at lytte.
Pladsen til at være.
Når tempoet sænkes, sker der nogle gange noget særligt.
Noget falder til ro.
Noget bliver tydeligere.
Noget, der længe har forsøgt at kalde på opmærksomhed, får lov til at træde frem.
Måske ikke som store erkendelser.
Men mere som en stille fornemmelse af:
“Det her er vigtigt.”
“Det her nærer mig.”
“Det her er mere sandt.”
Det levende skal have lov til at blive hørt.
Det handler om at komme hjem.
Hjem til nærværet.
Hjem til kroppen.
Hjem til naturen.
Hjem til det, der er ægte.
Hjem til det, der allerede lever.
Som noget, vi igen og igen får lov til at huske.
Noget, vi langsomt kan genkende.
Det er dét, mange længes efter.
Ikke at blive mere.
Men at komme hjem.
—
Ann-Jeanett Foldager