Mange mennesker møder sig selv med hårdhed, når de bliver stressede.

 

De tænker:

“Jeg burde kunne klare mere.”

“Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?”

“Der må være noget galt med mig.”

 

Men stress er ikke et tegn på, at du er forkert.

 

Det er et tegn på, at noget vigtigt forsøger at blive hørt.

 

Måske har du længe tilsidesat dine egne behov.

Måske har du båret mere, end det var meningen, du skulle bære alene.

Måske har tempoet været for højt.

Måske har du levet i en rytme, som ikke længere er i overensstemmelse med det, der nærer dig.

 

Når kroppen begynder at sige fra, forsøger den ikke nødvendigvis at modarbejde dig.

Den forsøger nok snarere at beskytte dig.

At fortælle dig noget.

 

Som en vejviser.

 

En invitation til at sætte tempoet ned.

Til at lytte.

Til at mærke.

Til at genfinde kontakten til det, der er vigtigt.

 

Til det, der nærer.

Til det, der er levende.

 

Jeg oplever ofte, at mennesker har brug for mere plads til at være dem, de allerede er.

 

Mere plads til pauser.

Mere plads til nærvær.

Mere plads til det liv, der ønsker at leves.

 

For heling handler ikke altid om at komme tilbage til den, du var.

Men om at finde en ny måde at være i livet på.

 

En måde, der føles mere sand.

Mere bæredygtig.

Mere levende.

Mere dig.

 

Som en invitation.

Til at komme hjem.

 

—

Ann-Jeanett Foldager