Mange mennesker kommer ikke, fordi der er noget galt med dem. De kommer, fordi noget vigtigt er blevet svært at høre.
Noget er blevet for støjende.
Tempoet er blevet for højt.
Der er for mange krav.
For mange beslutninger.
For mange meninger udefra.
Og langsomt kan vi miste kontakten til det, der engang føltes levende.
Ikke fordi det er forsvundet.
Men fordi det er blevet overdøvet.
Vi kan begynde at tvivle på os selv.
Miste retningen.
Blive trætte.
Stressede.
Urolige.
Usikre.
Nogle gange tror vi, at vi mangler flere svar.
Men måske længes vi i virkeligheden efter noget andet.
Måske længes vi efter mere ro.
Mere plads.
Mere nærvær.
Et sted, hvor vi igen kan høre det, der allerede lever i os.
Jeg oplever ofte, at det levende ikke skal skabes.
Det skal have lov til at blive hørt.
For bag stress, tvivl og overlevelse findes der ofte stadig noget, som ved.
Noget, som mærker.
Noget, som længes.
Noget, som kalder.
Ikke nødvendigvis med ord.
Men som en stille fornemmelse af, at der må være en anden måde at leve på.
En anden måde at skabe på.
En anden måde at være menneske på.
For mig handler psykologi ikke kun om at fjerne symptomer.
Det handler også om at støtte bevægelsen tilbage mod det, der er levende.
Tilbage til kontakten.
Tilbage til nærværet.
Tilbage til det, der føles sandt.
Måske handler det ikke om at blive mere.
Måske handler det om at komme hjem.
Til det, der allerede er.
Til det, der allerede lever.
Til dig.
– Ann-Jeanett Foldager