Mange mennesker lever i dag med en følelse af hele tiden at skulle klare sig.
Holde sammen på det hele.
Være effektive.
Være stærke.
Være noget for andre.
Vi kan komme til at leve i et konstant beredskab, hvor meget energi går med at håndtere, kontrollere og få hverdagen til at hænge sammen.
Og langsomt kan vi miste kontakten til det, der gør os levende.
Der er intet galt i at overleve.
Overlevelse er en naturlig og smuk evne.
Den hjælper os, når livet er svært.
Når vi står i kriser.
Når vi er pressede.
Når vi må holde ud.
Men det, der hjælper os i en periode, er ikke nødvendigvis det, der skal bære os resten af livet.
For et menneske længes ikke kun efter sikkerhed.
Vi længes også efter liv.
Efter mening.
Efter nærvær.
Efter kærlighed.
Efter at skabe.
Efter at høre til.
Nogle gange mærker vi det som en uro.
En længsel.
En træthed.
En følelse af, at noget ikke længere passer.
Fordi noget i os ønsker mere liv.
Mere sandhed.
Mere overensstemmelse.
Noget nyt forsøger måske at tage form.
Det handler ikke om at blive mere.
Det handler om at give slip på noget af det, der står imellem os og det, der allerede lever.
For levendehed er ikke noget, vi skal skabe.
Det er noget, vi igen kan komme i kontakt med.
I regenerativ psykologi ser jeg bevægelsen fra overlevelse til levendehed som en bevægelse:
Fra adskilthed til forbundethed.
Fra kontrol til tillid.
Fra præstation til nærvær.
Fra kun at klare sig til igen at mærke livet.
Det betyder ikke, at alt bliver let.
Men vi begynder gradvist at leve i bedre kontakt med det, der nærer os.
Med kroppen.
Med naturen.
Med andre mennesker.
Med det, der føles sandt.
Og med det levende, vi allerede er en del af.
Det handler om at komme hjem.
Hjem i nærværet.
Hjem i skaberkraften.
Hjem i det liv, der er dit.
For det levende skal ikke skabes.
Det skal have lov til at blive hørt.
—
Ann-Jeanett Foldager