Det, der engang føltes levende, kan nogle gange begynde at føles tungt.
Det gælder ikke kun kunsten.
Det gælder også arbejdet.
Virksomheden.
Relationerne.
Moderskabet.
Drømmene.
Nogle gange selve livet.
Det, vi engang elskede, kan begynde at føles som noget, der skal bæres.
Noget, vi skal præstere.
Noget, vi skal få til at lykkes.
Og langsomt kan glæden forsvinde.
Og måske er der lige nu noget, der har brug for opmærksomhed.
Mange mennesker bliver bange, når det sker.
De tænker:
“Måske er det ikke det rigtige længere.”
“Måske har jeg mistet det.”
“Måske er jeg blevet doven.”
“Måske burde jeg bare tage mig sammen.”
Men måske handler det ikke om, at du har mistet det.
Måske handler det om, at noget har brug for hvile.
Måske har du båret for meget.
Måske har du lyttet mere til forventninger end til det, der nærer.
Måske har skabelsen i en tid handlet mere om resultater end om liv.
Men det levende kan ikke presses frem.
Det kan næres. Det ved du allerede.
Ligesom jorden ikke bliver mere frugtbar af at blive presset.
Den har brug for hvile.
Vand.
Lys.
Årstider.
Det samme gælder os.
Nogle gange er det mest kærlige ikke at presse videre.
Men at stoppe op.
At lytte.
At spørge:
“Hvad nærer mig lige nu?”
“Hvad længes efter mere plads?”
“Hvad forsøger at fortælle mig noget?”
Måske er det ikke skabelsen, der er blevet væk.
Måske er den blot blevet træt.
Og måske er det ikke flere strategier, der er brug for.
Måske er der brug for mere liv.
Mere natur.
Mere stilhed.
Mere nærvær.
Mere leg.
Mere kærlighed.
For skabelse er ikke kun noget, vi gør.
Det er noget, livet gør.
Noget i os ønsker hele tiden at bevæge sig.
Men ikke hele tiden.
Også naturen har vinter.
Også træerne står stille.
Også jorden hviler.
Måske er det ikke meningen, at du skal blomstre hele året.
Måske er det nok blot at være dér, hvor du er.
Og stole på, at det, der virkelig er levende, ikke er forsvundet.
Det venter.
Og når tiden er moden, vil det igen begynde at bevæge sig.
Fordi livet gør det, livet altid gør.
Det søger mod levendehed.
—
Ann-Jeanett Foldager