Nogle gange begynder det som en uro.
En træthed.
En følelse af, at noget ikke længere passer.
Andre gange viser det sig som en længsel.
Et ønske om mere ro.
Mere mening.
Mere tid.
Mere liv.
Måske som en drøm, du ikke helt kan slippe.
En bog, der ønsker at blive skrevet.
En virksomhed, der ønsker at tage form.
En relation, der kalder på opmærksomhed.
En måde at leve på, som du endnu ikke helt tør stole på.
Nogle gange forsøger vi at få det til at forsvinde.
Vi siger til os selv, at det ikke er realistisk.
At det må vente.
At det nok bare er en tanke.
Men nogle gange bliver det ved.
Som en stille banken.
Som noget, der tålmodigt minder os om noget vigtigt.
Livet bevæger sig hele tiden.
Og noget i os ønsker at udfolde sig.
Fordi livet selv er skabende.
Noget ønsker at tage form.
Noget ønsker at blive levet.
Noget ønsker at blive hørt.
Noget ønsker at blive skabt.
Det betyder ikke, at vi altid skal handle med det samme.
Ikke alt, der kalder, skal omsættes til handling.
Nogle ting skal blot have lov til at være hos os et stykke tid.
Modnes.
Vokse i stilheden.
Ligesom et frø ikke skal presses til at spire.
Det skal have de rette betingelser.
Tid.
Ro.
Lys.
Næring.
Jeg oplever ofte, at mennesker allerede ved mere, end de tror.
Som en stille viden.
En kropslig fornemmelse.
En længsel.
En retning.
Noget, der igen og igen vender tilbage.
Måske er det ikke meningen, at vi altid skal vide præcis, hvor det fører hen.
Måske er det nok blot at lytte.
Og tage det næste skridt, når det viser sig.
For det, der kalder, råber sjældent.
Det hvisker.
Og måske er det derfor, vi nogle gange må sætte tempoet ned.
For at kunne høre.
—
Ann-Jeanett Foldager