Kunstnerlivet er unikt. Og kan være krævende. Her er nogle af de temaer, jeg ofte møder:

• Kreativiteten som livsstrøm
  Du er ikke kun en, der skaber – du er skabelse. Og din rytme følger sjældent samfundets.

• Når kunsten og personen smelter sammen
  Det personlige og det professionelle er ofte forbundne og nogle gange uadskilleligt. Det er både meningsfuldt og kan også være svært at navigere i.

• Sårbarhed og styrke i én
  Det kræver mod at udtrykke det inderste – især når det stadig er i bevægelse og måske endnu ikke er forstået af andre.
• Meningsfuldhed frem for prestige
  Mange kunstnere skaber, fordi det føles meningsfuldt og som et indre kald – ikke fordi det giver status. Det handler om at sætte aftryk, skabe resonans og give noget videre.
• Frihed og struktur – og balancen imellem
  Kunstnerlivet er sjældent lineært. Det kunstneriske flow kræver frihed – men også struktur for at kunne bære dig. Og den struktur skal du ofte selv skabe.

• Indre kald og ydre blikke
  Du skaber fra et indre sted, men dine værker møder verden. Hvordan bevarer du forbindelsen til dig selv?
• Når kunsten også skal være en levevej
  At omsætte det inderlige til en vare kan skabe ambivalens. Og økonomisk usikkerhed kan forstyrre flowet.
• Familieliv og kunstnerisk virke
  Mange kunstnere skal balancere det at have en familie – som ofte har brug for andre rammer og en anden struktur, end kunstneren selv

Som kunstner og kreativ skaber skal du konstant navigere i det indre og det ydre. For at skabe i overensstemmelse med din intuition og det højere formål er evnen til stilhed og rum til fordybelse afgørende.

Stilhed giver dig kontakt til dit eget nærvær og til den visdom, du allerede bærer.
Fordybelse skaber rum og tid til at lytte dybere ind og være fokuseret omkring dit arbejde, og så du ikke overser de inspiration eller de signaler, din intuition, krop, ideer eller sanser giver.

Når stilhed og fordybelse prioriteres, opstår der et meningsfuldt flow.

Den inderste natur er det, vi inderst er. Det er udefinerbart og må erfares af den enkle.

Ved hver indånding er der en sammensmeltning mellem evolutionen og ånden, og dermed en åben dør ind i den inderste natur og dermed til det inderste, vi er. Det er iboende i kroppen.

På samme måde kan kunsten være en direkte åben dør ind i den inderste natur – en erindring om, hvem vi inderst er.

Når kunst taler til os på et dybere plan, bevæger det os og bringer os hjem i det, vi allerede ved inderst inde – ligesom kunst kan udfordre de traditionelle tanker og forståelser og dermed igen og igen gør os klogere og skabe fornyelse.

Sindet er i mange henseender koblet op på evolutionen, og derfor er sindet også optaget af overlevelse, mangel og fare.

Når vi interagerer i omverden på en måde, der er styret af sindets overlevelseopkobling, kan vi komme til at blive adskilt fra det, vi inderst er – og i adskiltheden kan vi føle os fortabte, ensomme, uden retning, i tvivl, stressede, angste og ulykkelige.

Når vi føler os forladte, er det dybere set fordi, at vi har forladt det inderste vi er.

Det er derfor, at vi, hvis vi kan blive stille og lytte til stilheden, kan eksistere mere fra det vi inderst er – den inderste natur.

I det dybe nærvær og lytten til det inderste vi ved af – det der altid er hjemme, trygt og kærligt – kan vi begynde at skabe vores liv fra et andet sted end overlevelse. Det er muligt derfra reelt set at leve.

Derfra kan vi bedre være og skabe det, vi er undfanget og født til.

Når du som kunstner erfarer at miste forbindelsen til din inderste natur – og den indre ro, ånd og hvilen-i-dig-selv, som du sikkert ofte kender, når du skaber kunsten – så opstår der således en indre adskilthed, og denne kan tage sig ud som stress, angst, livskriser eller svære overgange.

Her er vejen at genforbinde dig med det du allerinderst allerede ved og er.

Udfordringer i livet – f.eks. livskriser, stress, overgange og forandringer – er veje, der dybest set tjener et formål om at pege os hjem til vores inderste sande natur.

Når vi er adskilt fra vores livsformål og fra det dybere hjem, så er vi også adskilt fra den guddommelige natur, vi er – og dermed mister vi noget af forbindelsen til vores intuition, visdom og skaberkraft.

At udtrykke det inderste – især når det stadig er i bevægelse – kræver sårbarhed og styrke på én gang. Kunstnerlivet inviterer dig til at stå i det ukendte og lade dine indre strømme få form.

De fleste skaber, fordi det føles meningsfuldt – som et indre kald. Det handler om at sætte aftryk, skabe resonans og give noget videre.

Det kræver mod at gå forrest og igen og igen stå ved det, du ved allerinderst – det, du formidler igennem den kunst og skabelse, du laver.

Og når det kræver mod, så er der i særlig grad brug for at blive støttet, set, lyttet til og anerkendt. Der er brug for support, der forstår dig og lader dig lyse.

Det kunstneriske flow kræver frihed, men også struktur for at kunne bære dig. Denne struktur skal ofte skabes af dig selv og tilpasses den unikke rytme, som følger dit kreative liv.

Friheden er afgørende for dit flow. Ligeledes er strukturen. Men strukturen skal passe til dig – så du finder den hjælpsom og gavnlig for dit liv og virke.

Du skaber fra et indre sted, men dine værker møder andre mennesker og samfundet. Nøglen er at bevare kontakten til din inderste natur, så dit arbejde ikke mister autenticitet og dybde.

Det hjælper jeg dig gerne med.